Igen vil vi byde velkommen til to nye klubber, to klubber med to vidt forskellige måder hvorpå padel går fra tanke til baner. Fælles for begge er dog stor kærlighed til padel og en god portion gåpåmod.

Randers Tennisklub

Her møder vi en klub med stolte traditioner og 125 år som tennisklub.

Men selvom Randers Tennisklub er veletableret, så er det vigtigt for klubben hele tiden at tænke fornyelse, glæde, aktivitet, klubliv og gode oplevelser for medlemmerne ind i den daglige drift. Og her kom tanken om padelbaner på bordet.

Tanke blev gjort til handlig og hurtigt blev drømmen en realitet og klubben stod med én bane i 2019. Banen blev etableret med tilskud fra Randers Kommune, DGI og DIF.

Allerede en måned efter indvielsen opstod der venteliste, så Randers Tennisklub så mulighed i at satse endnu mere på padel. I april 2021 gik klubben i luften med en stor plan om at realisere yderligere 3 padelbaner, et projekt til knap 2 millioner og med et ambitiøst mål om at rejse midlerne til dette på 4-5 måneder.

Som inspiration til andre klubber, så kommer her Randers Tennisklubs finansieringsplan (informationen kan også findes på Randers Tennisklubs hjemmeside).

Finansiering – kort status:

  • Egenkapital – kr. 400.000
  • Kommune – kr. 150.000
  • DIF/DGI puljen – kr. 100.000
  • DIF lån – kr. 125.000
  • Crowdfunding – kr. 400.000 (herunder ”først til mølle”, 150 medlemskaber til nedsat pris)
  • Padelpartnere – kr. 585.000 (Guld, sølv og bronze -max 35 firmapakker udbydes)
  • Fonde – kr. 340.000

Samlet finansiering p.t. kr. 2.100.000.
Det betyder at Randers Tennisklub nok regulært kommer til at bruge mindre end kr. 400.000 af deres egenkapital til projektet.

Mere end 150 nuværende eller nye medlemmer har tegnet medlemskab flere år frem og dermed bidraget til solid crowdfunding, mere end 40 lokale virksomheder har tegnet sig for padelpartneraftaler, samt 5 fonde har givet tilsagn om støtte til projektet.

Randers Tennisklub er gået all in på foreningslivet ved at skabe de bedste rammer for alle. Og som de selv skriver: ”Motion, fællesskab, samvær – året rundt – både på og udenfor banerne! Et rekreativt, inkluderende og åbent foreningsliv for byens borgere!”

Faaborg Padelklub

Her møder vi en ganske nyetableret klub fra september 2021, dannet af to lokale erhvervsdrivende i Faaborg. Under en ferie fik de idéen og tanke blev hurtigt gjort til handling og de to var klar til at investere.

Jagten blev sat ind på at finde en passende lokation og Forum Faaborg blev en mulighed. Forum Faaborg er, som de selv skriver, ” Faaborgs samlingssted for organiseret og uorganiseret idræt”. Her er svømmehal, to haller, anneks til bl.a. bordtennis, taekwondo og gymnastik, motionscenter, mødelokaler, udendørsaktiviteter, herunder skaterbane, parkouranlæg og basketbane, samt en hyggelig café. Og det må siges at være det perfekte match til padelbaner.

En masse mennesker kommer for at dyrke sport, der er gode parkeringsforhold og mulighed for at købe en forfriskning efter kampen. Der er plads og aktiviteter for alle; børn, voksne, unge og gamle.

Så i efteråret 2021 stod to udendørs panoramabaner klar og Faaborg Padelklub var en realitet.

Efterårsferien blev brugt på at holde åbent hus og reklamere for den ”nye” sportsgren i klassen.

Der bliver satset på børn og unge med faste træninger to gange om ugen. Inddelt efter alder; 9-13 år og 14-18 år. Der er også faste træninger for voksne.

Klubånden er det vigtigste og alle glæder sig til at vejret bliver lidt varmere, så beliggenheden og interaktionen virkelig kan komme til sin ret.

Klubben drømmer om flere baner, også indendørs, men lige nu handler det om at få spillerne klædt på til spillet, herunder få trænet og spillet en masse padel. Byd dem ekstra velkommen, hvis I ser dem i Lunar Ligaen, hvor de satser på at få et hold med i forårssæsonen 2022.

Velkommen til begge klubber. Vi håber at møde jer i Lunar ligaen til forår.

Skriv et svar