Det er en ære at blive udtaget til landsholdet og repræsentere Danmark ved internationale turneringer. Hvert år deltager de danske landshold som minimum i EM eller VM for hold og individuelt.

Landsholdspladser

Landsholdets bruttotrup består af 16 spillere. Disse spillere deltager i alm. periodiske landsholdstræninger. I forbindelse med landskampe udtages spillerne fra bruttotruppen i et samarbejde mellem landstræneren og holdlederne.

Udtagelsesprocedure

Spillere kan kun blive udtaget til bruttotruppen af Eliteudvalget i samarbejde med landstræneren. Eliteudvalget samles hvert halvår(januar og juli) for at vurdere nye og eksisterende spillere.
Mødetidspunktet er fastsat i aktivitetskalender.

Ved den halvårlige vurdering til landsholdets bruttotrup vil følgende kriterier blive lagt til grund:

  • Niveau
  • Udvikling og udviklingspotentiale
  • Internationale og nationale resultater.
  • Potentiale og engagement.
  • Løbende dygtiggørelse, herunder fokus på forbedrede/nye træningsmetoder.
  • Kemi, respekt og forståelse mellem de enkelte spillere og par.
  • Professionel adfærd overfor ledelsen, holdkammerater, konkurrenter, officials, samt andre deltagere.
  • Udviser respekt, hjælper og støtter sine holdkammerater i det fælles mål om at opnå succes.
  • Udviser respekt og accept for landstrænerens valg. F.eks. spillerkonstellationer og holdopsætning mm.
  • Derudover vil punkterne i “Forventninger til spillere på landsholdet” også blive vurderet.

Statsborgerskab

En spiller skal være dansk statsborger og skal kunne vise gyldige dokumenter som dokumenterer dette. Et gyldigt dokument er f.eks. et pas, men ikke et kørekort. 

Hvis spilleren har dobbelt statsborgerskab eller er blevet dansk statsborger indenfor de sidste 3 år, må spilleren kun spille for Danmark hvis:

  • Spilleren ikke har repræsenteret andre lande i internationale turneringer indenfor de sidste 3 år.
  • Spilleren ikke har brugt sit andet statsborgerskab i forbindelse med nationale mesterskaber i sit andet hjemland i indeværende år.