ZigaForm version 7.2.9

Thomas bruger sin tid som frivillig: “Det er fedt, når vi flytter noget”

Dansk Padel Forbund sætter i den kommende tid fokus på de frivillige mennesker, som får padelsporten til at vokse og til at hænge sammen.

Hvad hedder du, og hvor gammel er du?

– Jeg hedder Thomas Thomsen, jeg er 53 år, og jeg bor i Kolding. Jeg er tidligere tennis- og golfspiller, men jeg har nu dedikeret mig et hundrede procent over til padelsporten, som min ene søn også spiller.

Hvor er du frivillig, og hvad laver du?

– Jeg er frivillig hos KIF Padel Club, hvor jeg sidder i bestyrelsen, og det har jeg gjort, siden vi startede vores forening for fire år siden. Her har jeg blandt andet fokus på vores juniorer. Drivkraften bag er meget inspirerende, og det er fedt, når der sker noget, og man kan flytte noget. I Kolding har vi for eksempel bygget 20 baner under loft, vi har holdt store turneringer, og vi har landstræneren ansat. Det er vildt fedt.

Hvad er I lykkes med hos KIF Padel Club?

– Vi stod for nyligt over for at skulle deltage i et sportsprojekt i Kolding med andre sportsgrene. Eftersom man kunne få kommunal støtte, kom der en konsulent ud til vores forening, som havde 200 spørgsmål til os i forhold til, hvor vi var henne som forening. Han forklarede, at han havde været ude hos mere end 700 foreninger, og at der aldrig var blevet givet over 840 point samlet til nogen før ud af 1000. Men vi fik 841 point af konsulenten. Altså et enkelt point mere end nummer to. Det var et stort klap på skulderen for os.

Er du den næste frivillige til juniorområdet i Dansk Padel Forbund?

Dansk Padel Forbund søger engagerede personer, der vil skabe de bedste muligheder for vores unge spillere.

Selv en lille indsats kan have stor betydning. Det er frivillige, der sikrer, at vi fortsat kan udvikle juniorområdet.

Det er nemt at tilmelde sig opgaver via Holdsport og vælge de opgaver, som passer dig og din kalender bedst.

Hvis du ønsker at blive frivillig, eller vil høre mere om opgaven, så læser du bare her, eller udfylder den enkle frivilligformular.

Hvad gør I for at udvikle jeres juniorspillere?

– Vi har lige haft et samarbejde med Team Future Padel. Det første spadestik var en fælles træningslejr med syv fra Østdanmark og otte fra Vestdanmark her i Kolding, hvor vores to trænere også deltog. De første tilbagemeldinger fra vores juniorer lød på, at de ville have mere. Vi har også mange aktiviteter, som blandt andet bliver løftet af vores frivillige trænere. Vi har blandt andet to frivillige, som træner en stor flok juniorer hver søndag. Men vi drømmer om, at der kommer flere juniorer, så vi kan starte arbejdet med at få et ordentligt turneringsmiljø i gang.

Hvor vigtigt er det med frivillige i padelsporten?

– Altafgørende. De frivillige er med til at trække unge spillere med ind i centrene og give dem information om turneringer og få alt det praktiske arrangeret. Der er ikke nogen vej udenom, at vi skal bruge frivillige. Hos KIF Padel Club har vi en politik for vores frivillige, hvor vi også sikrer, der ikke bliver bedrevet rovdrift på dem. Nogen tager sig af juniorerne, og andre hjælper med det praktiske til turneringer. Folk er meget entusiastiske. Der er virkelig en energi, som blæser ud over det hele. Det gør alting meget lettere. Men det kan også være en hæmsko, da der mangler noget struktur. Men det bliver hele tiden bedre og bedre.

Hvad forsøger du at bruge i rollen som frivillig?

– Generelt set trækker jeg i høj grad på mine erfaringer fra mit arbejdsliv. Det betyder, at vi har styr på tingene, hvad enten der er tale om at have en drejebog til de turneringer, som vi afvikler, eller arbejdet med at tiltrække sponsorer og have en god relation til vores kommune. Ligesom i erhvervslivet arbejder vi også sammen med de lokale skoler og uddannelsesinstitutioner. Vores mentalitet er overordnet, at enten så lukker vi, eller også så optimerer vi dér, hvor vi kan. Alle de erfaringer hiver vi ind i vores center.

Hvilken ting er mest vigtig at huske dig selv på?

– Det er den glæde, som 97 eller 98 procent af dem jeg møder, udviser. Og at man kan se, hvor meget de unge mennesker flytter sig. Det er vigtigt, at der kommer flere unge spillere, fordi succes avler succes.

Hvordan vil din opfordring lyde til andre i forhold til at blive frivillig?

– Herfra vil budskabet lyde, at man skal kaste sig ud i det og skynde sig at blive en del af det fantastiske fællesskab, som vi har i den danske padelverden. Nyd det, hør røverhistorier og se en masse god padel.

Du kan læse mere om at være frivillig her.

Kender du den næste frivillige, som vi skal tale med?

I den kommende tid kaster vi et særligt fokus på frivilligheden i dansk padel.

Vi er nemlig dybt afhængige af frivillige hænder, hvis vi skal udvikle sporten.

Kender du til én, som fortjener omtale, så kontakt ts@danskpadelforbund.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Tag kontakt

Tobias Schiøler

Se også:

Se flere nyheder