I efterårsferien 2021 rundede Danmark 500 padelbaner. Det er mere end en 5-dobling af antal padelbaner i Danmark siden udgangen af 2019, og alene siden udgangen af 2020 er antallet af padelbaner langt mere end fordoblet (fra 203).

Padelsporten i Danmark udvikler sig med rekordfart. Vi kender ikke til, at der nogensinde før i dansk sportshistorie er oplevet så markant en vækst for en sportsgren, som vi har set det med padelsporten i årene 2019-2021.

Og udviklingen er slet ikke forbi. I Dansk Padel Forbund ved vi, at der er yderligere 300 padelbaner på tegnebrættet hos private, kommuner og idrætsforeninger. Og vi ved ikke alt, trods alt.

Det går hurtigere end vi selv havde regnet med

At vi i Danmark rundede 500 padelbaner allerede i efterårsferien 2021 er udtryk for, at udviklingen i padelsporten går endnu hurtigere end vi havde forventet, da vi lavede vores fremtidsprognoser i starten af 2021. Vores forsigtige bud var godt 400 baner ved udgangen af 2021, og i en fremtidsquiz blandt 59 padelentusiaster lå den gennemsnitlige forventning på 408 padelbaner.

Vi har derfor valgt at opjustere vores prognoser for udviklingen i padelsporten i Danmark, og dette i opadgående retning. Vi opjusterer, ikke kun for 2021, men også for, hvor meget padelsporten kan udvikle sig i Danmark.

Hvornår slutter væksteventyret for padelsporten?

Det er der ingen af os der ved. Men når vi ser på lande som Spanien og Sverige, så konstaterer vi, at der rent faktisk er plads til mindst 1.500 padelbaner i Danmark. Muligvis flere. Tidligere var vi forsigtige og mente at 1.000 baner måtte være drømmen.

I Dansk Padel Forbund har vi ambitioner om at padelsporten skal være en af Danmarks 10 største sportsgrene inden udgangen af 2025. Den ambition er vi godt på vej med.

Dansk Padel Forbund har aktuelt 38 medlemsklubber og vi forventer, at vi ved udgangen af 2021 vil have op imod 10.000 spillere i vores medlemsklubber. En stor del af padelsporten i Danmark er dog pay&play. Vi vurderer derfor aktuelt, at Danmark allerede har rundet 50.000 padelspillere, målt på personer, der spiller padel mindst en gang om måneden.

Vil du vide mere om padelsporten, så læs de efterfølgende sider, den vedhæftede fil, eller kontakt os i Dansk Padel Forbund

Padelbaner i Danmark

Ovenfor ser vi den aktuelle udvikling i padelsporten i Danmark, målt på antal baner. Vi forventer et godt stykke over 500 padelbaner ved udgangen af 2021, og vi forventer også at vi runder de 900 padelbaner ved udgangen af 2022.

Hvis vi sammenligner med ”padelbanepenetrationen” i de allermest padel-udviklede lande (Spanien, Argentina og Sverige), så kan Danmark lande på omkring 1.500 padelbaner. Vi ser dog, at Sverige, på trods af en meget stor penetration, stadig udvikler sig. Ovenstående forventninger er dog en nævneværdig opjustering af vores tidligere forventninger, hvor vi ikke turde forvente mere end 1.000 padelbaner i Danmark.

Du kan hele tiden følge udviklingen i antal padelbaner i Danmark her

Padelspillere medlem af Dansk Padel Forbund

Det går også meget stærkt for medlemsudviklingen i Dansk Padel Forbund. Og det på trods af, at 70% af samtlige padelbaner er ejet af private investorer, og at en større del af de sidste 30% ejes af foreninger/fonde/kommuner, der driver padel som pay&play og ikke i foreningsregi.

Dansk Padel Forbund havde 8 medlemsklubber med 811 spillere ved udgangen af 2019. Ved udgangen af 2020 havde vi 24 medlemsklubber med 3.306 spillere.

I skrivende stund har vi 38 medlemsklubber, og vi forventer, at der kommer flere medlems­klubber inden året er omme, og med den vækst, vi ser hos de fleste af vores medlemsklubber, vurderer vi, at vores medlemstal lander på knap 10.000 spillere når 2021 skal gøres op. Det er også en opjustering i forhold til de 8.000 spillere vi forventede tidligere i år.

Allerede med 7.500 medlemmer ville Dansk Padel Forbund tilhøre den større halvdel af DIFs 62 medlemsorganisationer. Dansk Padel Forbund er dog endnu ikke optaget i DIF. Det er Dansk Padel Forbunds ambition at blive optaget i DIF i 2022.

I 2025 er det Dansk Padel Forbunds ambition at være blandt DIFs 10 største medlemmer. Det forudsætter dog, at vi bliver optaget i DIF i 2022 og at vi får en fair støtte fra DIF til at udvikle padelsporten. Vores fremtidsforventninger er baseret på en optagelse som selvstændigt forbund i DIF i løbet af 2022.

Dansk Padel Forbund har søgt om optagelse i DIF den 16. april 2020, og på grund af en regel om, at et forbund først kan optages i DIF når det har 5 år på bagen, kan vi ikke forvente optagelse før den 18. august 2022. Dansk Padel Forbund afventer fortsat en plan for optagelse fra DIF, der endnu ikke har oplyst, om de ønsker Dansk Padel Forbund i medlemskredsen.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Jakob Langvad

    Hvem kan jeg kontakte hos Jer, hvis jeg gerne vil høre nærmere om fremtiden og padel samt statistikker?
    Vi er en tennisklub, som er i dialog med Kommune omkring etablering af padelbaner samt evt en forening.
    Ser frem til at høre fra Jer.

    1. admin

      Hej Jakob
      Du er velkommen til at kontakte Christian Nybroe på tlf. 6165 5393

Skriv et svar