Managefy version 1.4.3

Optakt til Carlsberg Nordic Padel Series 2, Powered by Vestjysk & Bygma

Blandede bolcher i Holstebro

Det var med blandede følelser, at vi tirsdag aften gennemgik tilmeldingslisten til årets anden Carlsberg Nordic Padel Series – Powered by Vestjysk Bank og Bygma i Padel 7500.

Hvor vi siden implementeringen af den nye struktur fra begyndelsen af 2023 har kørt med fyldte rækker i Carlsberg Nordic Padel Series, så må vi denne gang sande, at kvinderækken ikke har fået det påkrævede antal deltagere for, at rækken kan blive gennemført. Derfor har vi desværre været nødt til at aflyse kvindernes DPF1000-række og vil nu evaluere, hvorvidt der er noget, vi som forbund kan gøre anderledes for ikke at stå i denne situation igen. Det er selvfølgelig med dyb beklagelse overfor Padel7500, sponsorer, tilskuere og ikke mindst de par, som faktisk havde prioriteret at spille turneringen.

Hvad vi ikke fik på kvindesiden, må man så til gengæld sige, vi fik på herresiden. Sikke et felt og sikke nogle match ups allerede i første runde, lodtrækningen har givet. Uden at nedgøre tidligere herreturneringer, så har vi vel næppe set et stærkere felt i dansk padel før, og vi er dybt taknemmelige for, at I spillere bakker så flot op, som tilfældet er igen og igen. Der er rigtigt mange faktorer, der gør, om en turnering kan lade sig gøre, og om det ultimativt bliver en succes. Til eliteturneringer er elitespillere naturligvis et led i kæden, som turneringen ikke kan undvære. TAK!

Hvis vi skal kigge lidt nærmere på feltet, skinner det først og fremmest igennem, at et svensk toppar har meldt sin ankomst. Det har luret en smule i kulissen og var på tale allerede til årets første afdeling i KIF Padel Club, men nu tikkede der endelig en tilmelding ind fra ét af de par, som mange danske spillere så gerne vil sammenligne sig med. Anton Andersson og Christoffer Persson ligger begge i top 15 på den svenske rangliste, og Christoffer Persson er sågar forsvarende svensk mester fra 2023. Anton Andersson har i en længere periode været fast inventar i Sveriges top 10, så det er ikke et par, der tager turen til Holstebro for at rejse tomhændede hjem.

Men… lodtrækningen magede det således, at Andersson/Persson skal igennem en vej, der får Dantes tur i Skærsilden til at ligne en sommerudflugt til et badehotel i Skagen. Allerede i første runde brager de sammen med Fyns bedste par, fjerdeseedede Emil Okkels og Nikolaj Søgaard, og skulle de komme videre herfra, så venter enten Sofus Enrum/Victor Frandsen eller Andreas Bjerrehus/Mads Elholm. Herefter ligner det så en kamp mod de mangedobbelte danske mestre, Esben Hess og Nils Skajaa, og modstanden i finalen bliver formentlig ikke meget lettere med spillere par som Sebber/Manchon, Møller/Domela og Lilleøre/Loughlan placeret i nederste halvdel. Der er med andre ord lagt op til et festfyrværkeri Padel 7500, der har bygget en flot tribune til lejligheden og sørger for, der er masser af god mad og drikke til alle tilskuere.

Festlighederne starter fredag den 15. kl. 17.00, hvor fire kampe sættes i gang med hovedkampen på centre court – denne spilles mellem de omtalte Andersson/Persson og Søgaard/Okkels. Umiddelbart efter afslutningen af denne kamp spiller andenseedede Marc Møller og Emil Domela mod finalisterne fra Kolding, Emil Lilleøre og Alex Loughlan. Lilleøre/Loughlan fik ørerne i maskinen i DPF500 i Rocket Padel Randers sidste weekend, hvor de tabte netop dette match up 62 61, så der hersker næppe nogen tvivl om, at de i Holstebro vil være ekstremt opsatte på at revanchere sig.

I kvindernes fravær har vi ændret på den normale lørdagsstruktur, sådan at begge semifinaler samt DPF400-finalen spilles på centre court, som er centrets eneste out of court-bane. Første semifinale spilles kl.12.00, og fra det tidspunkt er der statsgaranti for den bedste padel, man kan få herhjemme.

MATCHi med Jesper Hougaard og Daniel Sønderby i kommentatorboksen, streamer fra centre court begge dage, og herudover er det på tegnebrættet, at padelstream.dk sender fra nogle af de øvrige baner. Så har du ikke mulighed for at være tilstede på første parket i Holstebro, så skal de dygtige værter nok føre jer igennem denne meget imødesete afdeling af Carlsberg Nordic Padel Series.

Vi glæder os!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også:

Se flere nyheder