Managefy version 1.4.3

Nedtakt Carlsberg Nordic Padel Series 1, Powered by Y-Design

Ekstatisk weekend i Kolding, da Carlsberg Nordic PAdel Series 2024 blev skudt i gang

Årets Carlsberg Nordic Padel Series fik sin sæsonåbning fredag-lørdag, og hvis de kommende centre og arrangører af turneringsrækken formår at holde dette niveau, så kan vi spænde sikkerhedsselen og berede os på en sæson med fuld fart på.

For lad os bare lige slå fast én gang for alle: KIF Padel Club gjorde det igen. Stod knivskarpe, imødekommende, velforberedte og gavmilde med masser af smilende personale, lækker forplejning og optimale sportslige rammer, da den sultne danske elite (tilsat svensk og spansk krydderi) mødte frem og spiste op.

Der blev langet fadøl over disken i lange baner til de flere hundrede tilskuere, musikken spillede i pauserne på centre court, hvor Jesper Hougaard kyndigt bandt programmet sammen med sin præsentation af de udvalgte hovedkampe.

Sportsligt blev turneringen en kæmpe optur – særligt sammenlignet med sidste års Carlsberg Nordic Padel Series i KIF, hvor der stort set ikke blev spillet tætte kampe. Weekenden bød på det modsatte, hvor vi allerede i første runde hos herrerne blev forkælet med en lækkerbidsken mellem Elholm/Boers og Manchon/Sebber, hvor underdogsene Elholm/Boers missede en sætbold i et yderst seværdigt første sæt. Herefter var der envejstrafik frem mod finalen, hvor Lilleøre/Loughlan overraskende ventede efter at have gjort det af med forhåndsfavoritterne og de forsvarende titelhavere fra KIF, Hess/Skajaa.

Finalen blev én af de mest spændende finaler på den store danske padelscene. Lilleøre/Loughlan spillede magisk i første sæt, som blev vundet 6-1, men Sebber/Manchon fik vendt bøtten og snuppede andet sæt 6-0. Tredje sæt bølgede frem og tilbage, hvor parrene skiftedes til at holde serv. Som sættet skred frem fik det andenseedede Racket Club-par, Manchon/Sebber, et lille overtag og ved 6-5* 40-30 var heldet med dem, da bolden med stor hjælp fra netkanten dumpede ned på Lilleøre/Loughlans banehalvdel. En flot kamp som begge par har meget stor ære af, og tillykke til Manchon/Sebber med deres anden Carlsberg Nordic Padel Series-titel som par.

Hos kvinderne blæser også spændende vinde i dansk padel. Trods fravær fra flere af de landsholdsaktuelle spillere var rækken meget stærk med deltagelse af et ungt og dygtigt svensk par samt den rutinerede spanske tidligere World Padel Tour-spiller, Mari Carmen Sanchez. Herudover fortsætter Julia Wiese og Simone Alipieva bare med at bygge på, og hvor er det en kæmpe fornøjelse, når Gitte Haxen prioriterer at spille de store danske turneringer – også når de bliver spillet vest for Storebælt.

Haxen/Sanchez vandt finalen over Wiese/Alipieva 61 64, men særligt andet sæt var yderst velspillet og kunne med lidt held være gået den anden vej. Det er i hvert fald tydeligt, at den intensive træning lønner sig – det bør være til inspiration for alle, der har en drøm om af løfte sit niveau til næste trin.

Herrernes DPF400-finale blev vundet af Mads Elholm/Andreas Boers over Ruben Jensen og Tade Jensen.

Sidst, men naturligvis ikke mindst, en kæmpe tak til Carlsberg, Y-Design, Skagen Fiskerestaurant, HEAD, MATCHi, kommentatorerne Jesper Hougaard og Daniel Sønderby, til samtlige spillere og særligt til KIF Padel Club, som fortjener al den ros og anerkendelse, vi kan give. Det absolut eneste minus ved at have KIF Padel Club i kalenderen allerede i januar er, at der nu er alt for lang tid til, vi kommer tilbage.

Finaleresultaterne

Herrer DPF1000: Ricard Manchon/Oscar Sebber d. Emil Lilleøre/Alex Loughlan 16 60 75

Damer DPF1000: Gitte Haxen/Mari Carmen Sanchez d. Julia Wiese/Simone Alipieva 61 64

Herrer DPF400: Andreas Boers/Mads Elholm d. Ruben S. Jensen/Tade Jensen 64 46 63

Næste Carlsberg Nordic Padel Series spilles den 15.-16. marts i Padel 7500 i Holstebro, hvor forventningsglæden er stor. Tilmeldingen er åben via dette link.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også:

Se flere nyheder