ZigaForm version 7.0.7

Dan Dahl Rahimian

Position: Best. medlem
Valg: Lige år
Categories: Bestyrelsen

Mit navn er Dan Dahl Rahimian, jeg er fra 1989, og bor i udkanten af Aarhus.
Jeg er gift med Stine, som jeg har William fra 2019 og Vincent fra 2021, sammen med. Derudover har vi vores hund, Milo, som elsker at lege med de brugte padel bolde, som jeg naturligvis har givet skylden, hvis jeg eksempelvis ikke har kunne få bolden ud af buret eller tabt en padel kamp.  

Til dagligt arbejder jeg som advokat hos Advokatgruppen, hvor jeg bl.a. rådgiver klubber, foreninger, atleter, sponsorer og investorer inden for sport, esport, immaterialret, herunder markedsføring og SoMe. Foruden ovennævnte rådgiver jeg om erhvervs- og entrepriseforhold, herunder på tværs af landegrænser, særligt Norge, da jeg også er uddannet norsk advokat.

Hvad laver du i forbundet?

Qua min baggrund, samt min personlige interesse for sport, ved jeg, at der er brug for struktur, ordentlighed og udvikling i alle idrætsforbund. Det er min mission at omverden forbinder Dansk Padel Forbund med førnævnte nøgleord. Det kræver, at der er orden i penalhuset, samt at der træffes beslutninger og lægges strategier på et solidt, korrekt og oplyst grundlag. Det forudsætter et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem aktørerne inden for padel og Dansk Padel Forbund, hvilket jeg vil forsøge at fremme.

Hvordan opdagede du padel?

Jeg har tidligere spillet squash, hvorfor jeg savnede en ketcher sport. Da jeg skulle bistå en klient med et nyt padel center, var det startskuddet på min padel rejse. Jeg blev bidt af det med det samme og købte straks alt for meget udstyr, da jeg vidste, at dette ville blive min nye sportsgren.

Hvad laver du når du ikke spiller padel?

Så er jeg der for mine børn og familien. Familien er vigtig for mig, hvorfor jeg nyder dem og prioriterer tid og oplevelser sammen med dem. Derudover spiller jeg fodbold et par gange om ugen og plejer såvel mit private- som erhvervsmæssige netværk.

Hvad er dit favoritslag

Mit favoritslag er det, som jeg kun lykkes med 1 ud af 40 gange, nemlig Kick smash. Når det lykkes, så føler jeg til gengæld, i et splitsekund, at Tapia bare kan komme an.

Hvad ved vi ikke om dig?

I et køkken følger jeg sjældent en opskrift og elsker at eksperimentere med nye smage, krydderier og ingredienser. Derudover holder jeg min græsplæne ekstraordinær plan, grøn og fri for ukrudt, så ”græsset er sjældent grønnere på den anden side”. Under en fodboldkamp på kunstgræs har jeg endda lavet tunnel på verdens tredje yngste milliardær i 2020.  Jeg har tidligere haft en podcast om esport.