Lunar Ligaen

Lunar Ligaen afsluttede sin blot anden sæson nogensinde med et brag af en finale hos Padel Yard Reffen i går søndag. Egentlig var det første sæsonafslutning nogensinde for Lunar Ligaen, da vi aldrig fik afsluttet vores allerførste sæsons finalekampe på grund af corona-krisen.

Det var umiddelbart vovet at afvikle et så stort stævne udendørs, og vejret var ikke det mest sommerlige i går. Regn var der heldigvis ikke meget af, og det var også nogenlunde lunt, men især midt på dagen, hvor stævnet startede, var der en del blæst. Men blæst er jo ens for alle spillere, måske dog med en lille hjemmebanefordel til Go Yard, med de regerende Danmarksmestre på holdet, hvoraf den ene, Esben Hess-Olesen, også er medejer af netop Padel Yard Reffen. Men det, at det var et udendørs arrangement, gjorde det også ekstra charmerende, og selv om der selv for mange københavnere godt kan føles langt ud til Reffen, så er det et mægtigt charmerende område, og en mægtig charmerende del af København, når man først er der.

Danmarks bedste padelspillere var samlet på Reffen i går. Herrerne, altså. Lunar Ligaen er hverken køns- eller alders-opdelt, og det er helt bevidst. Men når vi kommer helt op til de fire allerstærkeste hold, ud af de 133 hold, der var med i første halvår af 2020, så er der kun mænd tilbage. Unge adrætte mænd, der kan løbe solen sort. Og skabe meget tilskuervenlig padel. Unge mænd, der får padel til at ligne et let sport. Unge mænd, der giver alle os andre lyst til også at spille padel.

Padelsporten er også stadig ung, meget ung. Arrangementet i går gav indtryk af en græsrodskultur, der er på vej til at blive noget stort. Som padelentusiast er det ikke svært at forestille sig, at vi om ganske kort tid ser finaler, hvor der er live TV på, live interviews og måske ligefrem også en risiko for, at publikum skal betale for at komme ind og se padelkampene. Det sidste må gerne vente en stund, mens padel allerede burde være en TV-sport. I går var landets bedste spillere samlet, og disse sammen med i alt et par hundrede andre tilskuere, herunder både familier og en del padelentusiaster. Nogle få forbipasserende blev det også til.

Som padelentusiast var det nok mest ærgerligt, at spillerne ikke fik lov at løbe ud af banen i kamp, fordi bane-indgangspartierne ikke var foamet. Ikke fordi spillere løber ind og ud af banen hvert øjeblik, men fordi vi i går så et spillerniveau, hvor de ville gøre det en gang imellem, og hvor netop den del af spillet er så beundrings- og seer-værdig, at det føles trist når de ikke gør det. Lad det være sidste gang vi ser en Final Four uden foamede indgange. Hvis vi skal gøre padelsporten stor i Danmark, og gøre den rigtig TV-venlig, så bør foaming af indganspartierne allersnarest blive et standardkrav til banerne.

Det græsrodsagtige ser vi også i præmiepuljen, der stadig består af bobler og drinks fra sponsorer. Med andre ord er det først og fremmest æren der kæmpes om. Der er ingen tvivl om, at Dansk Padel Forbund har ambitioner om, at der skal være alvorlige gaver at vinde for de ypperste i Lunar Ligaen, og de skal komme i takt med at vi får øget interessen for padelsporten, sådan at vi kan få endnu større sponsorater til sporten, og dette gerne i kombination med massiv TV-dækning. Det skal nok komme en dag, måske snart. Men det var der ikke i går. I går blev der kæmpet om æren først og fremmest.

Sådan gik selve kampene

Og så til selve resultaterne, og vinderne. Lunar Ligaens Final Four er sat op med ét hold fra hver af vinderne i Dansk Padel Forbunds fire elitedivisioner (København, Sjælland, Fyn, Jylland). Fra København havde vi det stjernespækkede hold Go Yard med blandt andre vores regerende Danmarksmestre. Fra vores Sjællandsdivision havde vi Team Racket Club (der egentlig holder til på Amager) med adskillige landsholdsspillere i blandt, fra elitedivisionen på Fyn havde vi Team Padelboxen med blot nogle enkelte landsholdsspillere. På grund af afbud fra Jyllandsmestrene blev det 2’eren i elitedivision København, The Padel Club 1, der fik den fjerde plads i Lunar Ligaens Final Four.

Final Four afvikledes i går ved at der blev foretaget lodtrækning klokken 12.00, hvorefter semifinalerne blev sat i gang. Hvert af vinderholdene kom i finalen, mens taberholdene måtte spille om bronze. Lunar Ligaens afgørelser er i tre kampe med 6 forskellige spillere fra holdet, og vinderen bliver det hold, der vinder mindst to af kampene. Det er samme måde det foregår på, når Danmark spiller landsholdskampe i internationale turneringer.

Der var allerede udsigt til topopgør da de to københavnske hold Team Racket Club og Go Yard stødte sammen, og det blev også et spændende opgør. De regerende Danmarksmestre Esben og Nils havde delt sig op, og vandt dog hver deres kampe, dog med sværdslag. Esben og Tobias Galskov vandt knebent 7-6, 6-4 mod Sofus Enrum og Alex Loughlan. Lidt mere sikker, uden at være prangende, vandt Nils Skajaa og Mads Holm-Hansen 6-4, 6-3 over Marc Møller og Gus Hansen, så sejren til Go Yard var i hus. Christian Rønberg og Frederik Klitgaard Rye satte dog den sidste kamp til i opgøret mod Martin Monrad og Morten Holm Knudsen, så det blev ”kun” til en 2-1 til Go Yard.

I den anden semifinale spillede fynske Team PadelBoxen i et meget tæt opgør med 2’eren fra København, The Padel Club 1. Her blev Mark Olesen og Kim Poulsen kørt forholdsvis sikkert af banen af Peter Holm-Hansen og Jens Holm med en 6-2, 6-4. Avs. Det fik Nikolaj Søgaard Mortensen og Claus Bærholm Pedersen fra Padelboxen dog lavet om på i anden kamp, hvor de fik kørt Alexander Schou Knutsen og Jesper Hougaard over med 6-1, 6-2. Så var der gys på arrangementet, da Mads Elholm og Emil Okkels fra PadelBoxen skulle op mod Dennis Kejser og Rune Kokborg. Først taber de 4-6, så vinder de 6-2, og kampen måtte derfor gå i tredje sæt, hvor Mads og Emil dog vinder 6-3. Bum. Padelboxen vinder 2-1 og går videre i finalen mens The Padel Club 1 går i bronzekamp.

I bronzekampen møder The Padel Club Team Racket Club, og med erindring, at The Padel Club nu både har tabt til Go Yard i elitedivision København og nu også tabt til Padelboxen, så bør det også være Team Racket Club der vinder bronzekampen. Det blev det også, for nu at starte med konklusionen. Men sikke et spændende opgør. Sofus Enrum og Martin Monrad lægger ud med at vinde komfortabelt over Peter Holm-Hansen og Jens Holm med 6-3, 6-3. Dernæst bliver det en pudsig 3-sætter, hvor Jesper Hougaard og Alexander Schou først vinder 6-1, så taber 6-4, men runder af med at give æg til Gustav Enrum og Marc Møller. Så er også disse hold på 1-1, og igen skal Dennis Kejser (holdkaptajnen) og Rune Kokborg stå med den afgørende sidste kamp. Her vinder de først 6-4, men bagefter taber de 6-3, og til sidst taber de 6-3 igen. Sure nederlag i spændende kampe, og Team Racket Club får dermed bronze i denne Lunar Ligas første Final Four.

Så kom vi endelig til finalen. Vinden havde lagt sig, solen var blevet lidt varmere, selv om dagen også var lidt på retur, og her så vi – som forventet, Go Yard i finalen med et hold, der umiddelbart kunne have været ét af de tre andre, men efter en spændende semifinale som bekendt blev Team PadelBoxen fra Odense. Go Yard lægger stærkt og stilsikkert ud med at sende Esben Hess-Olesen og Tobias Galskov på banen og de lavede et nydeligt 6-2, 6-2-resultat over Kim Poulsen og Mark Olesen. First mission completed. Så skete det uventede, og det var kombinationen af Nils Skajaa og Mads Holm-Hansen, der på underligste vis kollapsede overfor fynboerne Mads Elholm og Nikolaj Søgaard Mortensen. Fynboerne vandt kampen 6-2, 6-1.

Så blev der pludselig drama, da sidste hold skulle afgøre kampen. Fynboerne havde rystet posten i holdopstillingen, og Claus Bærholm Pedersen og Emil Okkels tog opstilling mod Christian Rønberg og Ulrik Galskov fra Go Yard. Ingen af spillerne er (endnu) på det danske landshold, men det var alligevel padel af høj standard, som alle tilbageværende publikummer nu var samlet om at følge. Emil og Claus er to forskellige spillere, både fysisk og aldersmæssigt, med Emil Okkels med blot 20 år som den vel nok højeste spiller i hele Lunar Ligaen og Claus Bærholm på 37 med en noget kraftigere figur, der dog alligevel forekom  lige så adræt som sin makker (med undtagelse af de legendariske smasher). Jeg tror ikke jeg mindes mange spillere, der evnede at slå bolden ud af banen (og helt ud af anlægget), gang på gang på gang, som Emil Okkels klarede i går. På den anden side af banen havde vi Christian Rønberg, iført mørke solbriller under hele kampen, sammen med Ulrik Galskov, der lejlighedsvis virkede til at have opgivet Emils voldsomme smasher allerede på forhånd. Det blev en meget lige kamp. Som måtte afgøres i tiebreak efter en 6-6 i tredje sæt. Vundet af PadelBoxen i Odense. Stort tillykke til Padelboxen i Odense, der dermed blev Lunar Ligaens først officielle vinder af Final Four.

Så det var overraskelsen. Måske spillerne, både fra Go Yard og PadelBoxen, også var overraskede. Måske det også understreger, at padelsporten udvikler sig fantastisk meget, og dette i særdeleshed også Vest for Storebælt, der for tiden har mere end 2/3 af hele landets padelbaner. Indendørsspillerne fra Odense vandt over udendørssspillerne fra Go Yard. Endda på Go Yards egen hjemmebane.

Nu er det ikke at Go Yard-spillerne er gået glip af mere end en flaske bobler og nogle State Drinks. Men vi er en del der satser på, at denne første Lunar Liga Final Four vil blive husket af historiebøgerne over de næste mange årtier. Måske PadelBoxen ligefrem skal have æren af at lægge lokaler til efterårets Final Four, der med sikkerhed bliver et indendørs arrangement, idet det afvikles 29. december 2021.

På alle måder var indtrykket dog, at Lunar Ligaens Final Four kan noget, og er på vej til at blive noget stort. Og vi har ingen anelse om, hvilke hold, der bliver fremtidens mestre. Men vi har fået konstateret, meget tydeligt, at konceptet bag Lunar Ligaen i den grad fungerer, og samler danske padelspillere på alle niveauer. Lunar Ligaen træder i efteråret 2021 ind i sin nu tredje sæson. Med over 200 tilmeldte hold, der spiller i et hav af divisioner og serier rundt i det danske landskab. Lunar Ligaen er i allerhøjeste grad for bredden også. Men for alle os breddespillere er det stadig fantastisk at se, hvordan de ypperste danske spillere klarer sig. Det er TV værdigt, og interessen for Lunar Ligaen og padelsporten i særdeleshed bør snart kunne bredes ud til hele Danmark frem for kun at være en fryd for øjet for padelentusiaster.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Frederik Bentler

    En herlig dag og afslutning på Lunar Ligaen. Det går præcis som jeg havde håbet, og det bliver kun endnu bedre, større og vildere herfra! Tak til alle spillere, Dansk Padel Forbund og Lunar for opbakningen til ligaen. Glæder mig så meget til at udvikle ligaen endnu mere, og tak til Lasse (my brother from another mother) for at køre hele administrationen med perfektion!

Skriv et svar til Henning Gregersen Annuller svar