Fredag d. 2. juli 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Dagens dagbog kommer ustyrligt sent, fordi damerne skulle lige spille deres holdkamp færdig – vi lukkede og slukkede til gengæld anlægget med manér da vi (i dag spillede først Trine/Gitte, så Line/Smilla og slutteligt Jannie/Betina) endte med at vinde 3-0 over Tyskland (desværre vandt vi anden kamp i blot et enkelt sæt da en af tyskernes spillere kom til skade med sit knæ og ikke kunne gennemføre kampen) og det betyder at vi i morgen skal spille om femte/sjette-pladsen. Stor optur og allerede mere end godkendt.
Nu startede vi så dagbogen med slutningen og må dermed arbejde os baglæns for at det skal give mening. Herrerne spillede mod Finland – og en gyser gav en hårdt tilkæmpet sejr på 2-1: Tore/Mons spillede 4-6, 6-3, 4-6. Nils/Esben spillede 6-3, 6-4 inden Marc/Emil spillede en rigtig gyser af en tre-sætter på 6-3, 5-7, 6-4 og stakkels Husse blev et lille år ældre i de kampe – han gør det ellers fremragende, vores svenske træner, og får det bedste frem i gutterne kamp efter kamp. I morgen spiller vi kampen om niendepladsen mod Holland, og jeg forventer endnu en tæt gyser. Tidligere på dagen spillede Line/Gitte i Open Pairs og skubbede to hold ud i løbet af dagen; først et par fra Litauen og dernæst et par fra Tyskland. De spiller finale i bonus-runden i morgen. Og sandelig om ikke I får et lille “gæste-skriv” med fra vores yngste spiller; Smilla Sievert Lindeskog.

Landsholdsspiller, Smilla Lindeskog

“So far” synes jeg det hele har været fantastisk sjovt og jeg nyder virkelig tiden vi har sammen hernede. Vi har et dejligt hold og et virkelig godt sammenhold, hvilket man mærker under kampene. Vi støtter og hepper på hinanden både når vi har det hårdt og når vi har det nemt.
FIP kunne nok have lide bedre styr på selve turneringen, som er en smule rodet og ikke videre godt planlagt, jeg er nok ikke den eneste der har den holdning… I går spillede vi på center court og det var desværre den dårligste bane. Men, det har generelt været godt og jeg har haft det supersjovt, og føler at jeg er kommet helt ind på holdet denne gang og det føles rigtig godt. Marianne, Husse og Søren er fantastiske coaches og jeg føler mig tryg med dem bag mig.

Torsdag d. 1. juli 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Hvor skal man efterhånden starte, når der er så meget at fortælle? Alle steder man drejer hovedet hen, er der padel, lækkerier og de mest fantastiske mennesker fra alle lande – og sammenholdet er intenst.
Konstant kommer der en russer, svensker, tysker, englænder, finne eller en franskmand hen og spørger til stillingen, hvordan vi har det – spørger til baner og struktur i Danmark og jeg ved ikke hvad. Hovedet vender mod alle 4 verdenshjørner på samme tid og kan næsten ikke fordøje alle indtryk – det er unikt.
Resultaterne i dag var flotte: Gitte/Line startede med at slå et par ellers ganske fine englændere med vistnok 6-2, 6-1 og skal nu spille igen i morgen kl 09:00. Herrerne fulgte flot trop med at besejre Litauen 3-0: Esben/Nils vandt 7-6, 6-3, Mads/Kristoffer vandt 7-5, 6-4 og Emil/Marc vandt 4-6, 6-2, 6-1. I morgen venter Finland kl 14:00 – desværre indendørs, så vores tilskuere igen bliver snydt for at se med 🙁 Damerne spillede kvartfinale mod Italien som vel må siges at være en mundfuld, men vi klarede os overraskende godt. Trine/Gitte lagde ud med at spille 2-6, 6-3, 0-6 – Julia/Pernille spillede 1-6, 1-6 og Smilla/Line sluttede af med 1-6, 3-6. Så en ikke overraskende samlet sejr til Italien, men vi bed rigtig flot og godt fra os og vi havde stor ære af kampene. Damerne spiller mod Tyskland i morgen kl 18:00 på bane 3, udendørs 🙂

Onsdag d. 30. juni 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Onsdagens oplevelser gav lidt spansk tyrefægtning af vrieret karakter og en hulens masse litauere ad libitum – og lidt “kølig” luft fra bjergene gjorde dagen noget mere udholdelig end gårsdagen. Alle danske hold er nu ude af hovedrunden i Open Pairs, men Gitte/Line og Jannie/Betina spiller videre her til aften, da de tabte deres første kamp og dermed spiller i en slags mini-turnering for de par, der netop tabte den første kamp. Meget smart, da alle par dermed i det mindste er garanteret to kampe. Damerne spillede den afgørende puljekamp mod Litauen og gjorde ganske kort proces med en 3-0 sejr der aldrig rigtigt kom i fare – og dermed er damerne blandt de OTTE BEDSTE i Europa og skal spille kvartfinale i morgen 🙂 Fantastisk godt gået! Herrerne spillede deres afgørende puljekamp mod Spanien – og bortset fra at vi i et enkelt sæt faktisk kom helt op på 4-6, var der ikke tvivl om udfaldet af den samlede holdkamp. Vi kan vel kalde det en sand mareridtspulje – ikke alene Spanien, men også Frankrig oven i hatten… Det betyder at herrerne de næste dage spiller om placeringerne 9-16 – og vi satser på at slutte højt og score koefficientpoint til Danmark, så vi med tiden kan få lidt bedre lodtrækninger. Det sidste skribenten aka den gale taxichauffør hørte var et lille pip om at herrerne snakkede argentinsk og vist var kødsultne…

Tirsdag d. 29. juni 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Individuelle kampe fra tirsdagen:
Betina/Jannie – et spansk par: 5-7, 2-6
Trine/Pernille – et hollandsk par: 0-6, 2-6
Julia/Smilla vinder i to sæt over et finsk par, jeg fik ikke cifrene.
Tore/Monrad – et hollandsk par: 3-6, 6-7
Marc/Emil taber i to sæt til et italiensk par – jeg fik ikke cifrene.
Nils/Esben – et schweizisk par: 6-1 6-3
Mads/Kristoffer – et finsk par: 7-6 6-3
Dermed er Esben/Nils, Kristoffer/Mads og Julia/Smilla stadig med i Open Pairs, som det kaldes.
Holdkampe: Kvinderne vinder 3-0 over Rusland og Danmark vinder 3-0 over San Marino – og begge hold kunne danse sejrs-rundkreds – lækkert at se… Og i morgen følger så de afgørende kampe for at se hvilken placering vi får i puljerne og dermed ved mere om, hvilken placering vi skal spille om. Kvinderne møder Litauen og Herrerne møder Spanien. Vamos Danmark 🙂
Andre news: – Der begynder at tegne sig underholdende priser til årets Padel Awards – det er ikke så få muligheder, der bliver “opfundet” mens vi er hernede 😉 – food to go i Spanien fungerer ikke helt efter hensigten, mildt sagt – der mangler desværre muligheder for tilskuere, men de danske spillere og ledere sørger selv for en ypperlig stemning…

Mandag d. 28. juni 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Dagbogsskribenten beklager den sene update, men undertegnede fungerer også som bindegal racertaxi imellem kampe og skriblerier – for ikke at nævne videomand, fotograf og vandbærer 😉 Det er noget nær umuligt at nedfælde alle resultater, som dog heldigvis er kommet ind andre steder – så dagbogen skal i stedet handle en smule om humøret, sammenholdet og gejsten.
Jeg er stolt af de danske spilleres indstilling og måden de tackler dette EM på indtil videre – der er ingen tvivl om, at andre lande er foran på deres udvikling, hvilket vi blandt andet ser når damerne taber 3-0 til Holland og herrerne 2-1 til Frankrig, men indstillingen og måden spillerne hepper, klapper og bakker op på er fænomenal og hverken manglende shuttlebusser, frokost der på 1½ time stadig ikke er ankommet, emsige vagter eller elendige forhold for tilskuere kan spolere dette. Dannebrog vejer stolt og knejser med nakken.
Et enkelt resultat, blandt en del flotte af slagsen, kan jeg dog ikke lade være med at fremhæve: Nils og Esben slog et par franskmænd 7-6, 7-6 efter to tiebreaks – og som vi talte om efter kampen: Når man nu ikke helt formår at bryde modstandernes serv, er det mesterligt at man så til gengæld holder sin egen – og så lige napper tiebreaks 🙂 Der manglede kun lige kronen på værket: At Marc/Emil havde fulgt op med en sejr mere og knust Frankrig. De kom tæt på i en vanvittigt fed kamp og havde fortjent bedre end et 5-7, 4-6 nederlag.
Det lover godt for dansk padel i fremtiden og de kommende dage, hvor Danmark ikke er færdige med at lave ravage i den etablerede padelverden – 7 ud af 8 par er stadig med i individuals 🙂

Søndag d. 27. juni 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Søndagen startede alt for tidligt – og vi var de første på anlægget, godt hjulpet på vej af Esben, der åbnede en port der ellers stod “No entrada”, “Stay Out” på og noget mere på spansk som vi desværre ikke forstod. Derefter kunne DPF-limousinen køre ind med første hold spillere…
Kampen mod Østrig endte lykkeligvis med en 2-1 sejr til Danmark, således at vi nu (såfremt Sverige da slår Østrig, men det bør de nu også gøre) er med i hatten i aften, når der trækkes lod til både de indledende puljer og til “Open Pairs” for både herrer og damer. Først derefter tør vi lave en forsigtig målsætning for vores EM 🙂
Søndag aften bød på lodtrækning og åbningsceremoni for alle hold i turneringen i en større kongreshal lige ved siden af hotellet. Alle hold kom på scenen og blev præsenteret – og der blev taget en del lækre billeder. Herrerne er kommet i pulje med Frankrig, Spanien og San Marino – mens damerne skal møde Rusland, Holland og Polen. Kampene går i gang allerede i morgen – hvor i øvrigt Line/Gitte og Esben/Nils spiller Open Pairs allerede kl 08:30

Lørdag d. 26. juni 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Første kvalifikationsrundedag er overstået. Herrerne startede dagen ud med en solid morgenmad på hotellet inden de tænkte at en rask gang bjergbestigning og en times padel fra 12-13 var den perfekte start på dagen… Emil og Marc besluttede sig endda for at gå hele vejen tilbage og fremvise deres flotte muller (og et par dansker-blege kroppe)
Kampen mod Sverige gik ganske godt. Danmark var nok en anelse undertippede men bed ret godt og hårdt fra sig, og efterlod et indtryk af, at hvis svenskerne skal kaldes kongerne af Norden, må danskerne vel være kronprinserne. En opløftende indsats af Nils/Tore, Esben/Mads og især Emil/Marc som pressede deres modstandere ud i en tiebreak i andet sæt. 3-0 til Sverige var vel i orden og der samles nu kræfter til morgendagens kamp mod Østrig – afgang fra hotellet er såmænd kl 7.30… 😉

Fredag d. 25. juni 2021, Marbella

Dansk Padel Forbund, Lasse Vedersø

Herrerne er taget af sted til Marbella for at forberede sig til de vigtige kampe mod Sverige lørdag kl. 19.45 og Østrig søndag kl. 09.00.
Det er varmt og det kræver en del vand at opretholde væskebalancen efter flere timers træning. I morgen Lørdag venter hvile, forberedelse og ikke mindst kampen mod naboerne fra Sverige.

Esben Hess-Olesen

Vi mødte TIDLIGT i Kastrup lufthavnen, kl. 4:30. Vel ankommet, kort tur til hotellet, som i øvrigt er rigtig fint. Og så ud på banerne hvor vi slog vi ind og vænnede os til forholdene på Real Club Padel i Marbella.
Lidt hygge i skyggen bagefter, og så stod den ellers på afslapning indtil vi tog på indisk restaurant, som vi netop er kommet hjem fra. Trætte drenge på vej i seng og klar til at give den gas i morgen mod Sverige !!
Afslapning efter træning

Skriv et svar