Managefy version 1.4.3

FEPA EM dagbog 2021

Em dagbog dansk padel forbund

I kan følge både med i Open pairs og holdturneringen her:
FEPA European Padel Teams Championships 2021
FEPA European Padel Pairs Championships 2021

Torsdag d. 7. oktober 2021, Bilbao

Dansk Padel Forbund, Ole Egholm

Dagen i dag bød på et forventet nederlag, et tæt opgør som vi desværre tabte, og en fantastisk sejr. Den fantastiske sejr var til vores damelandshold, der vandt 3-0 over Tyskland. Danmarks padeldamer er hermed nået til semifinalen! Så langt er et dansk landshold aldrig før nået i padel.
Vi ville ønske vi kunne have skrevet det samme om herrerne. Men vi tabte 2-1 til Polen. Til et imponerende stærkt polsk hold i tætte opgør. Gus & Jesper tabte 6-4, 6-4 i en tæt kamp hvor den ene af de polske spillere ikke kun havde sikre slag, men også mange afgørende slag og de hurtigste ben vi endnu har set i Bilbao.
Mads & Tobias vandt mere sikkert over næste polske par med 6-2, 6-4. Igen lå ansvaret på de jyske skuldre hos Alex & Emil om at tage sejren hjem. Som de gjorde dagen før. Polen vandt dog første sæt 6-2, mens Alex & Emil tog andet sæt i 6-4. Lidt som mod kroaterne. Men polakkerne fik første sæts overtag genetableret, og vandt så tredje sæt 6-2, hvilket sikrede Polen en semifinaleplads og de danske herrer en kamp om 5.-8.-pladsen. Æv! Men flot spillet af Polen, og vi spillede sådan set heller ikke værst i det tætte opgør.
Det mere forventede nederlag var til Mads & Tobias, der var kommet til kvartfinalen i Open Pairs mod to portugisiske brødre (Nuno & Miguel Deus). Her var overmagten stor, imponerende var det at se, at de kunne smashe næsten alle lobs ud af banen, mens de selvfølgelig også excellerede i det flade spil. 0-6, 2-6 tabte vi mod spillere på et niveau, vi endnu ikke kender til i Danmark.
Idag fredag spiller damerne semifinale mod Portugal kl 9, her er vores sejrsforventninger meget beskedne. Herrerne spiller mod Tjekkiet kl 15 om 5.-8.-pladsen, her forventer vi atter et tæt opgør og intense kampe.
Billedet nedenfor er ikke fra torsdag men fra onsdag! Vi drømmer om at kunne levere flere tilsvarende billeder senere i dag.

Onsdag d. 6. oktober 2021, Bilbao

Dansk Padel Forbund, Ole Egholm

Onsdag var en nervepirrende dag til vores EM i Bilbao, men når vi ser tilbage på dagen var den faktisk RET god.
I formiddags spillede damerne landskamp mod Tjekkiet. Kitte og Nicoline lagde ud med at give to tjekkiske søstre et æg! Walk in the park tænker vi så. Men djævlen kom frem i de tjekkiske søstre der vandt andet sæt med chokerende 6-2. Pludseligt blev det farligt og i et tæt og nervøst opgør fik Kitte og Nicoline – med stor opbakning fra alle tilstedeværende danskere – afrundet med en 6-4 dansk sejr. Pyha.
Gitte & Maria og Julia & Trine fik begge leveret imponerende sejre, hvor tjekkerne kun fik ét parti hver i kampen. Damerne er dermed videre blandt de 6 bedste og spiller kvartfinale mod Tyskland torsdag morgen kl 9.
I eftermiddags spillede herrerne mod kroaterne, og her fik vi også kamp til stregen. Rune & Sofus måtte bøje sig for en kroatisk overmagt i en tæt kamp der endte 5-7, 3-6.
Mads & Tobias vinder mere sikkert 6-2, 6-3.
Emil & Alex skal så afgøre spillet, og starter med at tabe i tiebreak til kroaterne. Så kom nervøsiteten tilbage, måske især hos publikum. Emil & Alex vandt heldigvis 6-3 i andet sæt. Og i tredje sæt gav de kroaterne et æg! Bum! Herrerne er videre til kvartfinalerne. Herrerne skal spille imorgen torsdag kl 9 mod Polen, der blev nummer 1 i pulje C, med tre rene 3-0-sejre over Ungarn, Østrig og Moldova bag sig. Det bliver en meget udfordrende kamp for os.
Så torsdag bliver også en fantastisk spændende dag. Og som om det ikke er nok med to landskampe, der begge starter klokken 9. Klokken 16.15 spiller Mads & Tobias også kvartfinale i Open Pairs mod et portugisisk par (Miguel & Nuno Deus), det næstbedst seedede par i hele turneringen. Her er chancen for en dansk sejr ikke overvældende.
Denne video viser den vindende bold hos herrerne hvor det dermed står klart at både damer og herrer er kommet videre til kvartfinalerne.

Tirsdag d. 5. oktober 2021, Bilbao

Dansk Padel Forbund, Ole Egholm

Så kom vi igennem anden dag til EM i Bilbao, hvor vi spillede tre ottendedelsfinaler i Open Pairs, og både herrer og damer spillede landskamp mod Spanien – eller rettere Baskerlandet. Selv om det “kun” er Baskerlandet vi spillede imod er det stadig de forventede vindere hernede, måske højst udfordret af Portugal. Så det blev en hård dag for os.
Men der var lyspunkter, både fordi de ikke vandt stort i alle kampe, men især fordi de ikke vandt alt: Gitte Haxen og Maria Rasmussen vandt over deres baskiske modstandere i en fantastisk 3-sæts match.
I Open Pairs lykkedes det Mads Laudrup og Tobias Galskov at spille sig videre til kvartfinalerne, der spilles torsdag. I morgen onsdag spiller vi KUN landskampe. Kl 9 går pigerne i gang mod Tjekkiet og kl 14.30 spiller herrerne mod Kroatien. Meget vigtige kampe for vores videre vej her til EM.

Mandag d. 4. oktober 2021, Bilbao

Dansk Padel Forbund, Ole Egholm

Så er vores første dag til det europæiske padelforbunds EM gået. Den første dag er der alene spillet Open Pairs, hvor der varmes op med at finde Europas bedste par.
61 tilmeldte herrepar og 33 damepar. 3 af vores i alt 7 par har vundet i alt 5 kampe idag og skal spille 1/8-finaler imorgen eftermiddag.
Blandt damerne er det Trine Bassett & Maria Rasmussen der er gået videre, og hos herrerne er både Alex Laugesen & Emil Lilleøre samt Mads Laudrup & Tobias Galskov, efter 2 sejre hver idag, nået til 1/8-finalen.
I morgen skal både vores nationale damehold og herrehold hver især møde Spanien imorgen tidlig klokken 09.00. Det bliver en hård men spændende dag for det danske landshold imorgen tirsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også:

Se flere nyheder